Overdam Planteskoles nyhedsbrev september 2012

Overdam Planteskole

Nyhedsbrev

At det har været en kølig sommer med lidt for lidt sol ses tydeligt på vores Pælerør (Arundo donax) som er en af de ældste græsser i vores gamle udstillingshave. Den bliver med en god sommer over fire meter høj, men er i år kun to en halv meter.

Til gengæld har det været et rimeligt nemt år at være haveejer i. Jævnlig mindre mængder af regn har gavnet haven og naturen og lige nu står alting derude og viser sig fra sin bedste side.

Vi har som altid nogle gode plantenyheder klar til efterårssalget. En af dem, jeg forventer mig meget af, er den yderst kønne (og hårdføre) Lampepudsergræs, Pennisetum alopecuroides ’Moudry’. Den er begyndt at vise aks allerede. Selve græstuen bliver 80 cm høj og med de sorte aks bliver den ca. en meter. En fyldig plante der vil give en god virkning på en solrig plads i haven.

En anden god, ny græs er Præriehirsen, Panicum virg. ’Squaw Select’ som er dekorativ med sine grønne/mørkerøde blade. Brug den sammen med Purpursolhat. De er vant til at være naboer i naturen (den amerikanske prærie), og husk at Purpursohat elsker lys og luft.

I år har vi også været på jagt efter nye og spændende stauder, som kan tilføre have og anlæg noget nyt og vi har fem nye, lave buske, som vil imponere enhver haveejer.

Alle disse planter vil jeg tale mere om på Havens Dag den 9. sept. klokken 16.00 hvor alle er velkomne. Det er en oplevelse for alle, der har interesse for haver og naturoplevelser. Arrangementet varer to timer, og vi slutter som sædvænlig af ved naturhaven ved søen (Overdam) med et lille glas hvidvin eller et glas vand.

Årets gæstetaler Marianne Henriksen, vil tale om belysning af haven. Det gælder om at få haven ind i huset, så vi også kan nyde haven om vinteren. Belysningen kan skabe en fantastisk effekt og i dag behøver energiforbruget ikke at være så stort, nu hvor man har LED-lys. Marianne er daglig faglærer i Brovst og har stor viden inden for haven, planter og lys. Hendes indlæg varer 20-25 min.

Vores nye kombinationshave ser fantastisk ud. Vi har eksperimenteret med sammensætninger af stauder, græsser og lave buske. En have der sagtens kan give inspiration til have- og fagfolk.

kombinationshave

Færre vinterskader end forventet

På planteskolen har også de lidt mere sarte haveplanter overvintret godt. Jeg havde regnet med ret store vinterskader specielt på grund af den megen fugtighed vi fik i efteråret, men sneen har isoleret rigtig godt. Det gælder også i haverne, hvor der gennemgående kun har været bladskader, men hvor busken (f.eks. kirsebærlaurbær, mahonie m.fl.) nok skal skyde igen når varmen kommer. Meget står dog endnu i stampe pga. jorden, som stadig er meget kold. Fortvivl ikke!

Husk at vi nu også har internet salg af græsser på www.græsser.dk.

 

Følg os på twitter


Sept. '12
Overdam.dk
Græsser.dk
Overdam Planteskole, Agiltevej 11, 2970 Hørsholm, 45 86 08 41.