Om planteskolen
Slideshowet nedenfor viser billeder fra Overdam Planteskole.
{em_slideshow 2}
Planteskolens historie
Planteskolen blev grundlagt i 1943. Det startede med jordbær og andet frugt og grønt, men i 1950’erne blev der produceret en del roser og frugttræer, der blev solgt til naboplanteskolerne. I 1960’erne kom også stedsegrønne, buske og stauder ind i sortimentet, og i 1962 blev de første græsser indkøbt i Tyskland. Planterne blev nu også solgt til detailkunder.
Efter længerevarende ophold i udenlandske planteskoler overtog Poul Petersen driften af planteskolen i 1979. Interessen og kræfterne blev især brugt på at udbygge produktionen af græsserne, som i slutningen af 80’erne blev mere og mere anvendt.
Planteskolens produktion
I dag er produktionen på godt 65.000 græsser og ca. 20.000 andre planter årligt. Ud over græsser produceres der stauder, lave buske, bunddækkeplanter og enkelte minitræer. Alt produceres i potter og sælges i detailsalg, en gros og som eksport.
Størstedelen af græsserne i Overdam Planteskole er egenproduktion. Vi har et større område med moderplanter, så vi er sikre på, at det er de rigtige planter, vi producerer. Hvert år fornys f.eks. moderplanteområdet med Miscanthus (elefantgræsser), og 2 år gamle moderplanter bliver gravet op, delt og pottet. Vi producere knap 15.000 Miscanthus om året.
Planteskolens haver
Planteskolen har mange store træer og buske på det 14.000 m2 store område. Vi har en udstillingshave på 700 m2, en Miscanthus-samling, en naturnær beplantning med græsser og store stauder – et fantastisk syn i eftersommeren og efterår. En større beplantning med græsser, stauder, buske, minitræer m.m. vil blive fuldendt 2010-11.
Sidst men ikke mindst har vi anlagt en klimatilpasset have. Med klimaforandringerne må vi i kommende år forvente somre i perioder med både ekstremt tørre perioder og perioder med rigtig megen regn. Ofte kommer denne regn meget koncentreret, f.eks. 50 mm. regn på to timer. Græsser, andre planter og jordbund i klimahaven er alle tilpasset denne udfordring.
Planteskolens referenceprojekter
Vi rådgiver ofte landskabsarkitekter i forbindelse med både større og mindre anlæg. To af de største anlæg hvortil planteskolen har leveret planter er:
Charlottehaven på Østerbro, København: 15.000 græsser i et stort gårdanlæg, tegnet af SLA Arkitekter, 2004.
Havnefronten ved Kalvebod Brygge (bag Fisketorvet), København: 28.000 græsser omkring boligbebyggelser, tegnet af Schønherr Landskab, 2008.
For at kunne opnå den fornødne kvalitet af så store mængder græsser, som ikke umiddelbart kunne skaffes i denne kvalitet fra andre planteskoler i Europa, leverede vi ordrerne som bygherreleverancer.
Planteskolen om fremtiden med græsserne
Om græsserne kan man læse meget mere i vores Græskatalog, som ikke kun er en navne- og prisliste, men en lille bog med græssernes anvendelse igennem tiderne, beskrivelse af de fleste græsser i vores sortiment, planteskolens afprøvning og udvikling af græsser m.m.
Alligevel er jeg her nødt til at nævne, at græsserne er uundværlige i haver og anlæg. Man får så meget ud af græsserne, selv ganske få i et bed eller et anlæg. De flotte, markante lancetformede blade og ofte kønne aks giver en virkning, der slet ikke kan beskrives men skal opleves og prøves.
Overdam Planteskole har siden 1962 arbejdet for at få kendskabet til græsserne udbredt i Danmark – inspireret af især tyske og amerikanske landskabsarkitekter og planteskoler. I de seneste 10-20 år har vi kunne se "lyset forude". Landskabsarkitekter og anlægsgartnere anerkender også i stigende grad deres prydværdi og anvender mange græsser, og havecentre sætter nu græsserne frem i stedet for at have dem i den bagerste krog. Haveejerne bliver nærmest bombet med artikler om græsser i alle ugeblade, aviser med havesider og fjernsyn. Det er en stor glæde for os, at vi får mange positive tilbagemeldinger fra kunder, som kommer igen til Overdam Planteskole
Græsserne er ikke blot en "døgnflue", der mere eller mindre er glemt om 5-10 år. Det er en plantegruppe, ja, hele tre plantefamilier med omkring 15.000 arter, som ikke er til at komme uden om.